De første par afføringer efter barnet er født er kulsorte og
tjæreagtige. Det skyldes affaldsstoffer fra fostertilværelsen. Når
amningen er kommet rigtigt i gang, vil afføringen blive mere gul og
grynet. Det er meget forskelligt, hvor ofte en nyfødt baby har
afføring. Nogle har afføring i hver ble og andre kun en gang om
ugen. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din baby får nok at spise,
kan du derfor ikke regne med, hvor ofte din baby har afføring. Her
skal du se på, om barnet tisser ofte (5-6 gange om dagen), og om
det i øvrigt trives. Spørg din sundhedsplejerske til råds, hvis du
er i tvivl.
Du skal skifte dit barn ofte - mindst 5-6 gange i døgnet. Inden du
giver en ren ble på, skal du rense huden med vand og tørre godt
specielt i hudfolderne! Derved undgår du rød numse. Skulle det
alligevel ske, kan du bruge en creme til at smøre på. Sørg for at
huden får lov til i så vid udstrækning som muligt at lufttørre.
Brug eventuelt en hårtørrer på laveste hastighed, så du undgår at
gnide på den røde og ømme hud. Hvis ikke udslettet er væk i løbet
af et par dage, skal du søge læge.
Det er en god idé at skifte dit barn om morgenen og om aftenen og
efter hvert måltid. Undgå dog at skifte ble om natten, med mindre
der er afføring. Hvis du bliver nødt til at skifte ble om natten,
må du prøve at undgå for meget snak og skarpt lys. Du kan lige så
godt fra starten vænne dit barn til, at om natten sover man
:)
Der findes mange forskellige bleer på markedet. De fleste
foretrækker i dag engangsbleer. De er lette at få til at sidde
rigtigt, og de holder tørt. Det er ikke dem alle, der suger lige
godt, og pasformen er også forskellig. Her er du nødt til at prøve
dig lidt frem.