I alderen fra 0 til 1 år vil dit barn nå nogle kolossale
milepæle! I begyndelsen vil størstedelen af din tid blive brugt på
pleje og omsorg af dit lille barn. Men pludselig går det stærkt, og
du vil opleve, at dit barn begynder at give en masse igen. Der vil
komme mange store øjeblikke i dit barns første leveår - øjeblikke,
som du sikkert aldrig vil glemme!
Du vil opleve, hvordan dit barn bliver mere og mere bevidst, og
inden du ser dig om, spiser din lille trold både rugbrødsmadder og
bevæger sig omkring på egen hånd. I sidste halvdel af barnets
første år, vil det allerede forstå en del af det, der bliver sagt.
Det kniber lidt mere med selv at udtale ordene, selvom der bliver
gjort nogle ihærdige forsøg. Måske kan dit barn sige sit første ord
inden 1-års fødselsdagen, og selvom du måske dagligt øver med
barnet: "Kan du sige mor! MOR!" kan det første ord lige så godt
være "hov", "tak" eller noget helt tredje. Men pave stolt vil du
være, uanset hvilket ord der kommer ud af den lille mund!
Og stolt vil du være i alle mulige andre situationer, når dit barn
for første gang får fat i uroen over puslebordet, når barnet for
første gang smiler og griner til dig, når det pludselig kan sidde
selv, når det vinker og klapper kage, og når det endelig for første
gang slipper dine hænder og tager sit første vaklende skridt.
Læs mere om barnets udvikling, herunder:
Psykologik
udvikling
Motorisk
udvikling
Sproglig
udvikling