Normalt er der ingen grund til at malke ud, men der kan være
særlige situationer, der gør det nødvendigt at benytte udmalket
brystmælk. Hvis den lille nyfødte baby er for svag til at sutte,
eller I er blevet adskilt efter fødslen, og du gerne vil amme
senere, er det godt at få mælkeproduktionen godt i gang. Her er det
nødvendigt at malke ud, for at få mælkeproduktionen i gang. Det kan
også være, at du har så ømme brystvorter, at udmalkning bliver
nødvendig, eller dine bryster kan være så spændte, at du bliver
nødt til at malke lidt ud, så den lille kan få rigtigt fat. Eller
det kan være nødvendigt med udmalkning, hvis du påbegynder dit
arbejde inden barnet er 6 måneder gammelt.
Det kan være svært at få mælkeproduktionen i gang og opretholde den
ved hjælp af udmalkning. Det kræver hårdt arbejde, og er udmalkning
det eneste alternativ i flere uger, er det vigtigt, at du får
støtte, råd og vejledning på hospitalet. Du skal malke ud mindst 6
gange pr. døgn for at opretholde mælkeproduktionen, og hver
udmalkning tager ca. mellem 10-20 minutter pr. bryst. Det er også
vigtigt, at malke ud om natten. Som ved amning stiger
mælkeproduktionen jo oftere, du malker ud. Men hvis barnet ikke
begynder at die i løbet af barnets 2.-3. leveuge vil
mælkeproduktionen begynde at falde igen.
Opbevaring og holdbarhed af modermælk
Hygiejne er meget vigtig, når du malker ud. Vask derfor altid
hænder, inden du går i gang med udmalkningen. Hvis du bruger
elektrisk brystpumpe, skal alle dele vaskes af i opvaskemiddel og
derefter koges. Delene skal opbevares tørt indtil næste gang, den
tages i brug. Brug altid helt rene sutteflasker eller andre
beholdere, til at malke ud i. Så snart du er færdig med
udmalkningen, skal sutteflasken/beholderen ind under koldt rindende
vand, hvorefter den stilles i køleskabet eller i fryseren.
Frisk udmalket mælk kan holde sig 3 døgn i køleskab (ved 5 grader)
og 3 måneder i fryser (-18 grader). Hvis du bruger mælk fra
fryseren, kan du vælge at tage mælken ud dagen før og putte den i
køleskabet. Her kan den holde sig et døgn, efter du har taget den
ud. Hvis du vælger at optø mælken hurtigt under varmt vand eller i
microovn, skal mælken bruges med det samme.
Når mælken skal bruges, skal den varmes op til spisetemperatur, som
er ca. 36-37 grader.
Du må aldrig fryse optøet mælk igen og rester af mælk, der har
været opvarmet, skal altid kasseres.