Hørte du det? Han sagde "FAR"!
Vi forstår hinanden uden ord…
Som forældre lærer vi ret hurtigt at aflæse vores nyfødte
barns kropssprog og ansigtsudtryk. Efterhånden kan vi også skelne
mellem de forskellige former for gråd og er på den måde i stand til
at kommunikere med vores lille baby. Omvendt kan vi mærke, hvordan
kærtegn og berøring, en bestemt sang, lyd eller stemme kan have
enten positiv eller negativ effekt på familiens yngste. Alligevel
reagerer de fleste af os med jubel, når den lille tumling siger sit
første forståelige ord.
Det første ord
Den første muntre pludren begynder allerede, når barnet er få
måneder gammelt. Til gengæld er der meget stor forskel på, hvornår
børn siger deres første forståelige ord.
Det passive ordforråd kommer før det aktive. Derfor kan du godt
regne med, at din etårige forstår en del af det, du siger. Du vil
f.eks. opleve, at dit barn reagerer på simple opfordringer som "kan
du give mig bolden?" eller "må jeg få din sut?".
Omkring etårs-alderen har dit barn sikkert også udviklet bestemte
lyde for bestemte begreber. Måske er det kun dig, der forstår dem
endnu, men I begynder så småt at tale sammen! Efterhånden dukker de
første enstavelsesord op. Det vil typisk være ord, som barnet har
hørt mange gange, f.eks. "tak", "hej" og "hov". Efterhånden kommer
der flere og flere ord til og barnet begynder at tale i korte
sætninger på to ord, f.eks. "se der" eller "kom nu".