Det kribler og krabler!
I børnehaven kommer I nok til at stifte bekendtskab med de små
blodsugende snyltere, som med mellemrum kribler og krabler i
hovedbunden på børnene. Hovedlus ses hyppigst hos børn mellem 3 og
10 år, og i gennemsnit har cirka hvert tredje danske barn lus
mindst en gang om året!
Der er ingen grund til at være flove over, at jeres barn har
fået lus. Lus har intet med den personlige hygiejne at gøre. De
kravler fra den ene person til den anden ved tæt kontakt og lever
af at suge blod, også selv om håret er rent og velduftende! Men
hvis I undlader at give besked i børnehaven eller skolen, risikerer
I at smitte endnu flere. På den måde kan det være næsten umuligt at
slippe af med lusene, når man først har fået dem indenfor i
institutionen.
Hvordan ser lusene ud?
De voksne lus er ca. 2-3 mm lange. De er mørke, næsten
sorte, men kan også være en hel del lysere. Ser du godt efter, kan
du måske se de små ben.
Lusene lægger hvidlige, glinsende æg, som de kitter fast på
hårene tæt på hovedbunden ofte i nakken og bag ørerne. Luseæg, der
sidder mere end en centimeter fra hovedbunden, er ofte døde eller
udklækkede æg.
Æggene udklækkes efter 6-9 dage. Herefter kan hunlusene lægge æg
og efter 3 uger er lusene voksne. En voksen lus lægger op til 8 æg
om dagen, så en uberørt lusefamilie kan hurtigt få mange
medlemmer!
Hvordan får man lus?
Lusene smitter, når børnene sidder tæt sammen, bruger det samme
udklædningstøj eller låner huer af hinanden. De kan hverken flyve
eller springe, men spadserer lige så stille fra det ene hoved til
det andet.
Lusene trives fint i både rent og snavset, langt og kort hår.
Håret skal være helt kort - under 0,5 cm langt - hvis man skal være
sikker på at undgå lus.
Lusene kan ikke overføre sygdomme, men kan godt medføre en
stærkt generende kløe!
Hvordan slipper man af med lusene igen?
Det er en god idé at gøre det til en vane at kigge børnene efter
for lus en gang om ugen. Vælg en fast ugedag, så I husker det.
Finder I lus, kan I vælge både kemisk og mekanisk
behandling.
Kemisk behandling
På apoteket kan I købe luseshampoo, Nix eller Prioderm. Følg
vejledningen i pakken. Håret skal vaskes med luseshampoo igen en
uge senere.
Umiddelbart efter behandlingen og igen dagen efter skal håret
kæmmes grundigt. Det gør I med en tættekam. Det er nemmest, hvis
håret er vådt, og der er godt med hårbalsam i. Bank kammen af på
hvidt papir, en hvid stofble el.lign., så I kan se, om der er
levende lus. Finder I stadig levende lus dagen efter, er håret
måske fejlbehandlet. Enten har I brugt for lidt luseshampoo,
shampooen har ikke fået lov at virke længe nok, eller der har været
så meget vand i håret, at det aktive stof er blevet fortyndet for
meget.
Der tales i øjeblikket en del om, at lusene muligvis er ved at
være modstandsdygtige over for de to eksisterende lusemidler på
markedet.
"Mekanisk" behandling
Det skulle være lige så effektivt blot at kæmme håret
meget grundigt. I kan få tættekamme af plastic og tættekamme af
metal. Metalkammene er de mest holdbare.
Gør håret vådt, kom balsam i og kæm håret grundigt, tot for tot,
indtil I har været alt håret igennem. Red fra hovedbund til
hårspids og bank kammen af på hvidt stof eller papir. På den måde
får I fjernet alle levende lus. I skal regne med, at det tager
mindst et kvarter eller måske en halv time eller længere, hvis
håret er langt.
Gentag behandlingen hver eller hver anden dag de næste to uger,
så I også får fjernet alle nyudklækkede lus. På den måde kan I
undgå, at lusene når at lægge æg.
Kan lus overleve i omgivelserne?
Den eneste smittespredning foregår ved tæt kontakt. Derfor er
særlig rengøring eller sprøjtning med insektmidler ikke nødvendig.
De fleste vil dog nok foretrække at give huset en grundig
støvsugning alligevel.
Alle kamme, hårbørster, hårbånd, huer, kasketter etc. kan enten
kommes en tur i vaskemaskinen eller lægges i en plasticpose i
fryseren i et døgn. Er der ting, som ikke tåler vask, kan I lægge
dem for sig selv, evt. udendørs, i mindst to døgn.
Store lusedag
Lus er i dag så almindeligt et problem, at man har indført en fast
"lusedag" hver år. Via daginstitutioner og skoler opfordres alle
familier i Danmark til på én og samme dag at kigge alle i familien
efter for lus.