Det menes, at helt op til 20 procent af alle gravide oplever
mindre pletblødninger i løbet af graviditeten. Oftest er dette
ganske ufarligt. I starten af graviditeten kan en svag blødning
skyldes en såkaldt falsk menstruation. Pletblødningen kan også
stamme fra livmoderhalsen, som kan blive mere sart, når man er
gravid. Sidst i graviditeten kan pletblødningen være et tegn på, at
fødslen er nært forestående.
I de første måneder af graviditeten kan blødning desværre også
betyde, at man er ved at abortere eller er gravid uden for
livmoderen og senere i graviditeten, at der er opstået alvorlige
komplikationer, så man skal altid søge læge, hvis man begynder at
bløde.
Bløder man i de første måneder af graviditeten, fordi man er ved
at abortere, er der desværre ikke så meget, man kan gøre ved det.
Man må lade naturen gå sin gang.
Hvis man bløder senere i graviditeten er det vigtigt, at man
kommer i akut behandling. Alvorlige blødninger i den senere del af
graviditeten kan skyldes, at moderkagen har løsnet sig. Hvis barnet
er under 34 uger overvåges det med kadiotokografi. Hvis det er over
37 uger og i øvrigt har det godt, sættes fødslen i gang. Hvis det
vurderes at barnet lider eller på nogen måde er truet, foretages
der akut kejsersnit. Rygning og forhøjet blodtryk øger risikoen for
moderkageløsning.