Det er naturligvis vigtigt, at man lever sundt, når man venter
barn, så hvis man ikke havde sunde vaner før man blev gravid, er
tiden inde til at få det nu.
Man skal undgå at ryge, også efter man har født, da de skadelige
stoffer fra cigaretterne kan overføres til barnet gennem
modermælken. Man skal derfor undlade at ryge, lige inden man skal
amme.
Sundhedstyrelsen anbefaler, at gravide undgår at drikke
alkohol.
Det anbefales, at man følger de almindelige kostråd:
- Spis frugt og grønt hver dag
- Spis kartofler, ris eller pasta hver dag
- Spis fisk et par gange om ugen
- Spar på sukkeret
- Spar på fedtet
- Sluk tørsten i vand
- Sørg for at kosten er varieret
- Vær fysisk aktiv
- Spis ikke for to. En vægtstigning på 10 - 15 kg under hele
graviditeten er passende.
Det er godt at spise fisk et par gange om ugen, da fisk er en
god kilde til D-vitamin, selen, jod og de sunde fedtstoffer. Dog
skal man passe på med ikke at spise mere end 100 gram rovfisk
(tunbøffer, sværdfisk) om ugen, da de indeholder en del kviksølv.
Østersølaks indeholder desværre en del dioxin, så det anbefales, at
man ikke spiser mere en 125 gram af denne laks om måneden.
Undgå at spise lever og levertran, da begge indeholder store
mængder af A-vitamin, som kan skade fosteret. Man må gerne spise
leverpostej og paté. Undgå også upasteuriseret mælk og oste
fremstillet af upasteuriseret mælk.
Drik højst tre kopper kaffe om dagen og begræns indtaget af
cola.
Man skal huske at tage et dagligt tilskud på 400 mikrogram
folsyre, helst allerede inden man er blevet gravid. Tilskuddet, der
skal tages frem til man er tre måneder henne i graviditeten,
forebygger visse former for misdannelser i hjerne og rygmarv.
Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at man tager et dagligt
tilskud af ferrojern fra 10. graviditetsuge. Man skal tage 40 - 50
mg, der skal indtages separat og mellem måltiderne.
Alle gravide anbefales desuden at tage et dagligt tilskud på 10
mikrogram D-vitamin, og hvis ikke man spiser mejeriprodukter, skal
man også tage et tilskud på 500 mg kalk om dagen.
Det er godt at dyrke motion, også mens man er gravid. De eneste
former for motion, der frarådes, er træning med høj intensitet,
hvor kredsløbet presses for meget, holdsport, hvor man kan
risikere, at nogen støder hårdt ind i én, samt ridning og skiløb.
Der er en række fordele ved at have dyrket motion, når man når frem
til fødslen: Kvinder, der har været fysisk aktive, har færre
komplikationer under fødslen og føder nemmere, end kvinder, der
ikke har dyrket motion.