Opret Baby's egen
hjemmeside
3 mdr. gratis - klik her
 
 
 
Hvorfor Babyforum?
  -->Gør BabyXplore til din startside   -->Føj BabyXplore til dine foretrukne
 
 
 

Genfind dig selv
Din krop efter fødslen
Følelser
Fødselsdepression
En ny hverdag
Genoptagelse af sexlivet

Sundhed
Kontrol hos lægen
Besøg af sundhedsplejerske
Kost og amning
Få din normalvægt igen
I form efter fødslen

Aktiviteter efter fødslen
Tid til dig selv
Efterfødselskursus
Mødregrupper

Barselsorlov og arbejde
Barselsorlov
Børnepenge
Tilbage til arbejdet
Amning og arbeje

 

Følelser

Når man pludselig bliver mor eller far for første gang, giver det en helt ny dimension på livet. Nu skal du være "den voksne", og du rykker pludselig et led op i stamtræet. Selvom det måske ikke er dit første barn, vil det alligevel indebære store forandringer. I skal alle tilpasse jer en lille ny baby i familien, og hvis I kun har et barn i forvejen, vil du sikkert føle stolthed over nu at kunne sige "børnene" i flertal i stedet for bare "barnet". Det bevirker, at du måske føler dig endnu mere mor! Derudover vil det altid være en anden situation, når der kommer et nyt medlem til familien. Selvom medlemmet endnu ikke kan bevæge sig ret meget og endnu ikke kan tale, vil det være et nyt medlem af familien med sin helt egen personlighed!

Følelserne løber over
Som nybagt mor vil du nok opleve en række forskellige følelser på én gang, og det kan være meget overvældende. Du vil sikkert føle dig stærk, fordi du lige har klaret en meget krævende fødsel, men samtidig kommer usikkerheden, bekymringen og ikke mindst trætheden snigende. Det kan være svært at rumme alle disse følelser, og pludselig flyder bægeret måske over. Det er helt almindeligt med en tudedag nogle døgn efter fødslen. Du vil sikkert føle dig magtesløs og træt, mælken er måske endnu ikke løbet til, og du vil sikkert have en følelse af, at du ikke slår til som mor. Fortvivl ikke næsten alle nybagte mødre gennemgår en form for nedtur kort tid efter fødslen, og som regel er det ikke langvarigt. Du kan roligt tale med jordemoderen på hospitalet, hun kender til det hele i forvejen!

Træthed
En overvældende træthed vil højst sandsynligt ramme dig på et eller andet tidspunkt inden for de første par måneder af barnets levetid og sikkert allerede indenfor de første par døgn. Du vil næsten helt sikkert ikke få din fulde nattesøvn, i bedste fald vil den blive afbrudt nogle enkelte gange, hvor du skal amme. Dette kan stå på i mange måneder, og det betyder, at du måske bliver lettere pirrelig end normalt. Pludselig forstår man, hvorfor afbrydelse af nattesøvnen i flere lande bliver brugt som tortur! Du behøver ikke at være nervøs for, om du nu kan høre barnet om natten, det kan du! Og du behøver heller ikke at være nervøs for, om du risikerer at lægge dig på barnet, hvis I vælger at ligge sammen med den lille i jeres seng. Du vil rent instinktivt vide, at dit barn er hos dig.

Bekymring
Som en helt naturlig del af det at være forældre følger bekymringen! Bekymringen kan opstå i mange forskellige situationer, og vil sikkert være til stede under hele barnets opvækst.

Ud over de utallige gange, du sikkert vil blive vækket, når den lille græder om natten, vil du måske oven i købet ligge søvnløs i den første tid, selvom barnet rent faktisk sover. Din rolle som mor bevirker en helt naturlig bekymring for din lille baby, og man kan let forestille sig de værst tænkelige situationer. Det kan være svært at høre på en lille baby, om der overhovedet er nogen vejrtrækning. Pludselig kan frygten for vuggedød komme op i dig på trods af, at sandsynligheden for vuggedød i dag er uhyre lille, og pludselig er det helt umuligt at sove. Du vil måske lytte efter barnets vejrtrækning mange gange i løbet af natten.

I de første måneder er det helt normalt at være bekymret for, om barnets helt basale behov bliver dækket. Hvis du ammer, kan det være svært at vide, hvor meget mad den lille egentlig får, og du vil sikkert spekulere på, om der nu er mælk nok. Det er heldigvis yderst sjældent, at der ikke er mælk nok, det er sandsynligvis bare et spørgsmål om at lægge dit barn til noget oftere. Her må du holde dig til din jordemoders vurderinger og vejninger af barnet. Hvis dit barn følger vækstskemaet, og det i øvrigt trives, har du intet at være nervøs for! Din jordemoder vil i begyndelsen komme på besøg ofte, og det kan være betryggende, at få barnet vejet regelmæssigt i starten. Det kan også være en tryghed, at tale med en erfaren udenforstående om de emner, der optager dig.

Du kan måske føle dig usikker på, om din lille baby nu følger udviklingen som han/hun skal, og om alt er, som det skal være. Hvis du er i tvivl, kan du altid tale med din jordemoder om din bekymring. Det kan hjælpe meget at få en erfaren persons vurdering! Når dit barn bliver lidt ældre, er det vigtigt, at du ikke fokuserer for meget på, hvad andre børn kan i forhold til dit barn, da børn udvikler sig forskelligt og med forskellig hastighed.

Usikkerhed
Især hvis det er dit første barn, vil du sikkert føle dig meget usikker i mange forskellige situationer, men specielt hvad angår plejen af det lille barn. Her er der heldigvis hjælp at hente på hospitalet, mens du og barnet er indlagt. Det kan derfor være en god idé at blive på hospitalet nogle dage efter fødslen. Du kan eventuelt vente, til mælken er løbet til, da du sikkert vil føle dig mere tryg ved at have en erfaren jordemoder i nærheden, når amningen for alvor bliver mulig. Tiden lige før mælken løber til, kan være lidt hård at komme igennem. Måske græder dit barn meget, fordi det er sultent, og det kan også tale for at vente med at tage hjem. Amningen vil for dig som førstegangsfødende være noget helt nyt, og det samme gælder for barnet, så I skal begge lære...

Du vil måske føle dig usikker den dag, du skal hjem fra hospitalet. Det er helt naturligt, da du jo langt fra er kommet ind i rutinen endnu. Du vil dog hurtigt blive en sand mester til bleskift, amning, badning, bøvsning og alt det andet, der skal til. Og så er der jo også sundhedsplejersken! Personalet på hospitalet sørger for at etablere kontakt til din "personlige" sundhedsplejerske, og du vil blive kontaktet af sundhedsplejersken allerede få dage efter, du er kommet hjem.

Forvirring og frustration
Specielt hvis det er dit første barn, vil det helt sikkert komme bag på dig, hvor tidskrævende det er, med en lille baby. Selvom du har hørt mange forældre tale om, hvor meget tid, man bruger på et barn, og hvor hårdt det er, kan du først rigtig forstå det, når du selv kommer i samme situation.

I de første uger af barnets liv, vil du nok føle dig både forvirret og frustreret. Hele dagen kommer til at gå med pasning af barnet, og bare det selv at komme i bad i løbet af dagen kan være svært at nå, hvis den lille græder konstant - når du altså ikke lige ammer! For amningen tager overraskende lang tid, selvom der selvfølgelig er lidt forskel på det fra barn til barn! Du kan godt regne med, at amningen tager 30-45 minutter pr. gang, og du skal sandsynligvis amme ca. hver tredje time døgnet rundt eller måske endda oftere!

I de første uger efter fødslen, skal du lære meget, og der går lidt tid, inden du finder ud af, hvad det hele egentlig drejer sig om! Der kan let komme konflikter mellem dine egne og barnets behov. Men hvor uoverskueligt den første tid kan virke, vil der alligevel hele tiden være fremskridt. Du lærer langsomt dit barns signaler at kende, og du vil efterhånden kunne høre på barnets gråd, om det er træt, sultent eller måske bare trænger til tæt kontakt med mor eller far. I takt med at den lille bliver mere bevidst, og dermed også giver mere tilbage, og i takt med at du selv ved, hvordan du skal håndtere situationen, vil dine frustrationer næsten automatisk blive erstattet af en umådelig stor glæde.

Glæde
Hvis du har læst al ovenstående tekst, sidder du måske tilbage og tænker: "Hvad er det dog jeg går ind til?" Her skal du huske, at oplevelsen med dit lille nyfødte barn vil være noget helt specielt for dig, og det kan ikke beskrives. Du vil sikkert opleve mange af de følelser, vi har beskrevet, men samtidig er der jo heldigvis for de flestes vedkommende også glæden! Den boblende fornemmelse i maven, der minder om en forelskelse, bare du tænker på barnet. Al din opmærksomhed vil gå til barnet, og I vil hurtigt knytte tætte bånd - så tætte at du nok, hvor underligt det end lyder, vil savne dit barn, når det sover! Allerede fra de første timer af dit barns liv vil der være god grobund for at knytte vigtige bånd, og i takt med, at I lærer jeres barn at kende, vil båndene formentlig blive stærkere og stærkere.

I vil få mange glæder i tiden fremover, og det er jo også noget af det, der gør det hele værd! Når dit barn smiler til dig for første gang, eller når det ligger og pludrer veltilfredst på puslebordet, vil du have svært ved at huske, at det nogensinde har været anderledes!

 
   
INDKØBSGUIDE


Andre nyttige links
---------------------------------------

TILFØJ DIT LINK
BLIV ANNONCØR

Om BabyXplore
 
Copyright © mediaXplore 2017 - babyXplore.dk - Bliv annoncør
media X plore - A. P. Møllers Allé 39 A - 2791 Dragør - Telefon 33 93 16 80