Det er efterhånden en tradition, at konfirmanden takker sine
forældre men også alle andre, der er med til festen. Dette kan
gøres i form af en tale eller en sang.
Konfirmationstale
Måske er du ikke så vild med at rejse dig op og tale for mange
mennesker. Men husk på at du til din egen konfirmation kender alle
de inviterede, og du kan være sikker på, at de alle vil dig det
bedste. Der er derfor ingen grund til nervøsitet, og det er faktisk
ikke så svært at holde tale, hvis du bare er godt forberedt.
Gå i gang med din tale mindst 14 dage inden festen starter. På den
måde har du god tid til at tænke over, hvad du vil sige i din tale.
Skriv talen ned på papir, så du kan øve dig på den ved at læse den
op for dig selv.
Du kan f.eks. starte din tale ved at sige: "Kære mor og far kære
gæster" - så er du allerede i gang med talen. Herefter er ordet
helt frit, men nogle af de ting du kunne have med i din tale er
f.eks., hvad konfirmationsdagen betyder for dig, hvor glad du er
for dine forældres anstrengelser for at gøre dagen god for dig, at
du sætter pris på, at gæsterne ville komme og takke for
gaverne/sangene/talerne. Du kan også komme ind på, hvor glad du er
for dine forældre, eller du kan fortælle om sjove episoder fra din
barndom.
Talen må gerne være sjov, og det er fint at bruge dit eget sprog
(dog ikke bandeord).
Konfirmationsaang
Måske foretrækker du i stedet at skrive en sang. Du kan skrive en
sang, som du fremfører alene, eller du kan skrive en sang, der
deles ud at alle, så alle synger med.
Hvis du vælger en fællessang, skal du prøve at finde en melodi, som
alle kender. Vælger du derimod en melodi, som dine forældre, mostre
og onkler ikke kender, ender det alligevel med, at du kommer til at
synge sangen alene.
Før du begynder med teksten på vers, er det en god idé, at skrive
ned, hvad du ønsker sangen skal indeholde.
Få gerne hjælp til sangen af ældre søskende eller af dine venner.
Og syng så endelig sangen igennem mange gange, så du ved, at ordene
passer til melodien.
Toastmaster
Hvis der er en Toastmaster, skal du lige huske at give
ham/hende besked på, at du har en tale eller en sang. Hvis du har
en tale, vil du få et tegn fra Toastmasteren, når det er din tur
til at holde tale. Herefter slår du på glasset, rejser dig og siger
din tale.